SPECT/CT-scanner til Rigshospitalets forskning i hjernesygdomme

25.11.2019

Vi er ved at lægge sidste hånd på installationen af Rigshospitalets AnyScan Trio®. I næste uge starter undervisningen af personalet på Neurobiologisk Forskningsenhed.

Rigshospitalet har valgt en avanceret og hurtig SPECT/CT-Scanner

Personalet på Neurobiologisk Forskningsenhed glæder sig til at tage den nye AnyScan Trio® i brug. Vores installationsteam, bestående af Morten Christensen og Carsten Jøns, har arbejdet på højtryk for at få scanneren klar.

Det tager et par uger at installere udstyret

Forud for fem dages undervisning af personalet i næste uge, er der gået to uger med intensivt installationsarbejde. SPECT/CT-scanneren bliver leveret som et syv tons tungt samlesæt, der stille og roligt tager form og til sidst skal gennemgå en omfattende kalibreringsproces.

Forskerne får knivskarpe billeder af hjernen

For personalet, der er vant til at arbejde med SPECT/CT, er det nye ved denne scanner, at den har multi-pinhole-kollimatorer. Det betyder i praksis, at systemet øger opløsningen på billederne og det bliver lettere at se selv meget små forandringer i hjernevævet.

Scanneren kommer alle til gode i sidste ende

SPECT/CT-scanneren skal bruges til forskning i hjernesygdomme, der kan komme os alle til gavn. På Rigshospitalets hjemmeside er Neurobiologisk Forskningsenheds forskningsområdet defineret som "sammenhæng mellem genetik, hjernens struktur og funktion samt personlighed og adfærd med særligt fokus hjernens signalstoffer".

Hvad er AnyScan Trio®?

En banebrydende SPECT/CT-scanner med tre detektorer og multi-pinhole-kollimatorer. Den kaldes også et gammakamera og er bygget på en ny teknologi, som producenten (Mediso i Ungarn) er den eneste, der behersker. Scanneren danner billeder i meget høj opløsning og skal bruges til neurologi.

Hvad er multi-pinhole?

Multipinhole-indsatsen er en tungstenplade med 36 meget præcist forarbejdede kanaler. Hver detektor opsamler 36 views, som herefter rekonstrueres til et samlet volumen. Det er enormt beregningskrævende at rekonstruere 3 x 36 views, og det er først i de senere år, det er blevet muligt at anvende teknologien i praksis.

Vis foto af komplet AnyScan Trio® og læs mere om scanneren

Tilbage

keyboard_arrow_up