Vil du være vores nye COO enten i Aarhus eller i Glostrup?

Chief Operating Officer

Har du et stærkt kommercielt gen og erfaring med at arbejde med service som en forretning? Er du en motiverende leder, som på en naturlig måde evner at sikre professionalisme og effektivitet i samspil med dine dygtige medarbejdere, bestående af to serviceledere og 15 serviceteknikere? Så er du måske Santax Medicos nye COO. Du vil få en hverdag på enten vores kontor i Aarhus eller Glostrup afhængigt af, hvor du bor. 

Lidt om Santax Medico

Santax Medico forhandler og servicerer avanceret billeddiagnostisk udstyr til bl.a. røntgen, endoskopi og ultralyd. Santax Medico har i dag søsterselskaber i Sverige, Norge og Finland og beskæftiger i alt 65 medarbejdere med 40 medarbejdere i Danmark. Som led i et generationsskifte hos Santax Medico, er der oprettet en ny stilling som COO. Det er en stilling, som er meget central i virksomheden og som med sine arbejdsopgaver spænder bredt.

Rollen

Som COO vil din væsentligste rolle være at sikre fortsat optimal drift og udvikling af primært Teknisk Afdeling i Danmark, bestående af to serviceledere og 15 erfarne serviceteknikere fordelt i København og Århus. Endvidere vil du være ansvarlig for målsætning og strategi for Teknisk Afdeling, ligesom du, som et fortroligt medlem af ledelsesgruppen i Santax Nordic koncernen, vil bidrage til den overordnede koncernstrategi.

Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a.:

Personaleledelse af to serviceledere og 15 danske serviceteknikere, som er faglige specialister, herunder bidrage til fortsat trivsel og motivation og afholde MU-samtaler
Koordinering og prioritering af arbejdsopgaverne i Teknisk Afdeling for at sikre effektiv drift, herunder optimering af timeservice, reservedele og serviceaftaler
Videreudvikling af serviceaftaler og forretningsideer, som i et tilpasset omfang også kan anvendes i de øvrige nordiske lande
Ansvar for økonomi for Teknisk Afdeling i norden, herunder ansvar for det samlede salgs- og omkostningsbudget i Teknisk Afdeling i Danmark, Norge, Sverige og Finland
Kvartalsmøder inkl. EBIT-mål og organisationsgennemgang samt serviceledermøder (1 pr. måned), teknikermøder (2 pr. måned) og nordisk serviceledermøder
Sikre optimal styring af leverandører, herunder opfølgningsmøder og agere tovholder, hvis en sag ”kører af sporet”

Den ideelle profil

Som person besidder du et stærkt kommercielt gen og har erfaring med at arbejde med service som en forretning. Du er en god menneskekender, som evner at se dine medarbejdere og motivere dem, og du evner både at give dine medarbejdere tillid og spillerum og samtidig følge op inden for de aftalte rammer.

Vi forestiller os desuden, at du:

  • Du er struktureret og evner at have mange bolde i luften og bevare overblikket over Teknisk afdelings aktiviteter
  • Du har flere års ledelseserfaring og kan dokumentere gode resultater
  • Du har som minimum erfaring med at arbejde nordisk – og gerne internationalt – fra virksomheder, som har et teknisk produkt, har mange tekniske specialister, og hvor service er vigtigt
  • Du har en god situationsfornemmelse og evner at begå dig i en kultur med mange meget teknisk kompetente medarbejdere
  • Uddannelsesmæssig baggrund kan være flere, om end du har formentlig en baggrund som bachelor eller kandidat, som du har brugt som afsæt i din karriere indtil videre
  • Du har bopæl i enten Storkøbenhavn eller Aarhusområdet og så tæt på vores kontorer i enten Glostrup eller Aarhus, at du finder det naturligt at have din dagligdag på kontoret.
  • Processen og ansøgning

Copenhagen Search Partners varetager rekrutteringsprocessen. Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner, Niels Henrik Findsen, på telefon +45 28 88 89 71 eller Consultant, Emilie Thrane, på telefon +45 53 88 89 73. Vi afholder samtaler løbende. Du bedes sende din ansøgning samt CV hurtigst muligt og senest den 22. maj 2024 ved at klikke Next i bunden af siden.

Santax Medico A/S har i 70 år tilpasset sig markedet og leverer moderne, kundeorienterede løsninger inden for billeddiagnostisk udstyr. Med hovedkontor i Århus og regionskontor i Glostrup har hurtighed, kompetence og fleksibilitet altid været centrale værdier. Santax Medico A/S har ca. 65 medarbejdere og er repræsenteret med egne søsterselskaber i hele Norden.

Søg jobbet her

keyboard_arrow_up